Sikre skoleveje i Ørestad – nu skal der handles

Efter et opslag på Facebook om sikre skoleveje i Ørestad fik jeg hurtigt over 13 konkrete henvendelser fra borgere. Forældre og børn oplever utryghed i trafikken flere steder i bydelen. Problemerne handler om alt fra biler, der parkerer i midterrabatter, til manglende fodgængerfelter, dårlig skiltning og kryds med dårlig oversigt. Jeg har været rundt i Ørestad og dokumenteret de fleste steder med billeder.

13 steder i Ørestad med utryg trafik

Sammen med engagerede borgere har vi identificeret mindst 13 steder, hvor trafiksikkerheden kan forbedres markant. Heldigvis er der i den kommunale budgetaftale afsat midler til trafikale forbedringer – blandt andet takket være SF’s indsats.

Børns sikkerhed skal prioriteres

Som lokal kandidat til Borgerrepræsentationen mener jeg, at børns trafiksikkerhed i Ørestad skal være en topprioritet. Alle – især børn – skal kunne færdes trygt til og fra skole. Københavns Kommune bør hurtigst muligt forbedre forholdene ved at:

  • etablere tydelige fodgængerfelter
  • opsætte lysregulering, hvor det er nødvendigt
  • skabe bedre oversigt i farlige kryds
  • sikre skolepatruljer på de mest belastede skoleveje

Der er brug for handling – nu

Ørestad er en bydel i vækst. Flere familier flytter til, og presset på infrastrukturen øges. Derfor haster det at skabe trygge og sikre skoleveje i Ørestad. Jo længere tid vi venter, desto større er risikoen for ulykker.

Det er på tide at omsætte borgernes input til konkrete forbedringer. For børns sikkerhed kan ikke vente.